Klimaskov vs. urørt skov

Når Danmark kalder sig et grønt foregangsland, er det blandt andet fordi ca. 40 % af vores energi kommer fra vedvarende energi. Men 64 % af vores vedvarende energi kommer fra biomasse, hvoraf langt størstedelen kommer fra træ. Men der  er tvivl om, hvorvidt det nu også er bæredygtigt, når meget af træet importeres fra udlandet for at blive brændt af i Danmark. Burde vi ikke have langt mere skovdrift selv? Omvendt kalder naturen på mere plads og urørt skov, så truede dyr og planter ikke uddør. Regeringen har planer om at hæve antallet af skove i Danmark fra 14 % til 25 % af Danmarks areal.

Diskuter dilemmaer, udfordringer og mulige løsninger, med henblik på at foreslå 3 konkrete tiltag, der bidrager til målet om 25 % skov i Danmark, fx:

Debattører:

  • Hedeselskabet er en 150-år gammel forening med status som erhvervsdrivende fond, der driver både kommerciel virksomhed, bl.a. rejsning af klimaskov, samt støtter udviklingen af ny viden og arbejder med formidling af viden inden for natur- og miljøområdet.
  • Dansk skovforening arbejder politisk for at skovejerne gennem et aktivt ejerskab har størst mulig handlefrihed til at producere træ og natur i deres skove.
  • Forfatter til “Klimaskoven”, en bog, der handler om, hvordan træ og træprodukter spiller en afgørende rolle i at afhjælpe klimaforandringerne. 
  • Miljøministeren spiller en væsentlig rolle i forhold til analyser, regulering og implementeringen af konkrete tiltag, der adresserer skovbrug, herunder klim askovfonden og urørte skove. Naturstyrelsen er den styrelse i Miljøministeriet, der varetager opgaver i skove, naturområder og langs kysterne i Danmark.

Moderator:

  • Debatten indledes og modereres af en moderator. Moderatoren er ordstyrer og sørger for at alle får taletid. Det er også moderatorens opgave at opsummere og afrunde debatten.

Vejledning

Hver elev/gruppe tildeles en rolle som debattør eller moderator. Eleverne kan debattere klassevis, hvor hver rolle repræsenteres af en gruppe af elever, eller i mindre grupper, hvor hver elev har en rolle. 

Målet med debatten er at aktørerne skal nå frem til 3 konkrete tiltag /løsninger (skrives på tavlen), som alle vil arbejde for at nå: 

  • Hvad er de 3 tiltag/løsninger? 
  • Hvad er tidsrammen for, hvornår de skal være opnået?
  • Hvad er konsekvensen, hvis de tre tiltag ikke opnås?
  • Hvad er de økonomiske aspekter (er der nogle der skal betale noget ifm. løsningen eller som mister indtjening/bør kompenseres ved løsningen)?

Forberedelse (ca. 30-45 min. i klassen eller som hjemmearbejde):

  • Forbered en kort tale på 1-3 minutter med dine hovedsynspunkter. 
  • Forbered forslag til konkrete tiltag/løsninger samt argumenter. 

Debat (ca. 45 min): 

  • Moderatoren indleder debatten med en kort introduktion (1-3 min.)
  • Debattørerne præsenterer efter tur sig selv og holder et kort oplæg/tale på 1-3 minutter med deres hovedsynspunkter (10-15 min. i alt)
  • Dernæst er der fri debat med moderatoren som ordstyrer (15-30 min.).
  • Moderatoren afrunder debatten (2 min.)
  • Evt. opsamling/evaluering 

Hold en god og saglig tone.