Lærervejledning

KlimaFokus – stil skarpt på klimaet  er Klimakyssets digitale og gratis tilgængelige klimaundervisningsmateriale målrettet udskolingen (9.-10. klasse) samt gymnasiale uddannelser (1.g. – 3.g) og andre ungdomsuddannelser. Projektet er støttet af VILLUM FONDEN i 2022-2023. Formålet med KlimaFokus – Stil skarpt på klimaet er: 

  • at give eleverne viden om de naturvidenskabelige, samfundsmæssige og humanistiske problemstillinger forbundet med nutidens klimaforandringer.
  • at styrke elevernes forståelse af sammenhængen mellem deres hverdag og klimaproblemerne herhjemme og ude i verden.
  • at klæde eleverne på til at forstå kompleksiteten i klimadebatten og handle i forhold til klimakrisen.

Emner og fag

KlimaFokus dækker både naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske fag med 15 klima-relaterede emner og et 16. tværgående tema om klimahandling:

  • Vildt vejr (Geografi / Naturgeografi)
  • Grøn energi (Fysik)
  • Kampen om den grønne jord (Matematik, Biologi)
  • Den blå planet (Biologi)
  • Den grønne planet (Biologi)
  • Tøj og klima (Samfundsfag)
  • Mad og klima (Samfundsfag)
  • Affald, cirkulært forbrug og klima (Samfundsfag)
  • Digitalt forbrug og klimaaftryk (Samfundsfag)
  • Transport, mobilitet og klima (Samfundsfag)
  • Menneskets klimahistorie (Historie, Samfundsfag)
  • Det globale klima (Geografi / Naturgeografi, Samfundsfag, Engelsk)
  • Religion og klima (Religion, Etik)
  • Klima, kommunikation og kildekritik (Dansk)
  • Klima, kunst og kultur (Billedkunst, Dansk)
  • Klimahandling (Samfundsfag, Dansk)

KlimaFokus-materialet:

Materialet omfatter podcasts, digitale faktaark og videoexplainers samt tilhørende quiz, og et debat-rollespil, der tilsammen introducerer viden, problemstillinger, ledetråde og øvelser med henblik på at omsætte klimaviden og -teori til praksis og handling. Materialet er udviklet til at høres og ses digitalt.

  • KlimaFokus Podcast præsenterer samfundsrelevante og interessante vinkler relateret til de 16 forskellige emner gennem interviews med førende eksperter fra universiteter, tænketanke, mv. og casestories .  Hvert afsnit varer ca. 15-20 min.  
  • KlimaFokus faktaark giver et overblik over hvert af de 16 emner, fakta og forslag til opgaver, som eleverne kan arbejde med i klassen eller hjemme. 
  • KlimaFokus videoexplainers er korte videoer på 30-60 sekunder, der illustrerer eller forklarer eksempler, relateret til de 15 emner – ofte med et glimt i øjet 
  • KlimaDebat er et rollespil, hvor eleverne skal forberede sig og debattere forskellige klimadilemmaer relateret til 7 forskellige emner. 
  • Klimakahoot-quizzen udfordrer eleverne til at teste deres viden.
  • Links-samlingen indeholder referencer/kildeinformation til yderligere information og inspiration.

Hvordan bruges materialet?

KlimaFokus er fleksibelt, så lærere og  elever kan vælge de emner og de materialeformer, der passer ind i undervisningen. Materialet kan således bruges samlet, hvor alle eller flere af emnerne behandles i tværfaglige projektforløb, eller enkelte emner kan udvælges og bruges i specifikke fag som supplement til fagbøger. Podcast, faktaark, videoexplainers, kahoot og debatspil for hvert enkelt emner relaterer til hinanden, men materialerne kan bruges både samlet og uafhængigt af hinanden. 

Forslag til KlimaFokus undervisningslektioner/dage: 

KlimaFokus – 1 emne pr. klasse eller gruppe (1-2 lektioner):

  • Udvælg et emne (eller forskellige emner pr. gruppe) og bed eleverne om at lytte til podcast-afsnittet og se videoexplaineren som lektie – eller brug de første 20 min. af timen på at lytte og se. 
  • Del eleverne i grupper, hvor de sammen gennemgår faktaarket og diskuterer emnets hovedpunkter, problemstillinger og løsninger på baggrund af podcasten, videoexplainer og faktaarket, og evt. svarer på en eller flere af  faktaarkets opgaver. Faktaarket kan også projekteres på tavlen og gennemgås i fællesskab. (15-45 min). 
  • Lad evt. eleverne/grupperne præsentere emnets centrale problemstillinger og hovedpointer i plenum (3-5 min. pr. emne)
  • Afslut lektionen med de(n) tilhørende kahoot-quiz (5 min). 

KlimaDebat-rollespil (1-2 lektioner): 

  • Udvælg et eller flere KlimaDebat-oplæg og fordel rollerne blandt eleverne. Eleverne kan debattere klassevis, hvor hver rolle repræsenteres af en gruppe af elever, eller i mindre grupper, hvor hver elev har en rolle. Debatoplægget præsenterer kort et eller flere dilemmaer/problemstillinger, vejledende spørgsmål og mindst 5 debattør-roller og en moderator. Hver elev/gruppe tildeles en rolle som debattør eller moderator.
  • Forberedelse (ca. 30-45 min. i klassen eller som hjemmearbejde): Eleverne skal søge information og forberede en kort tale på 1-3 minutter med deres hovedsynspunkter og mindst 3 argumenter for den rolle, de repræsenterer, ved at finde svar på spørgsmålene i debatoplægget, samt evt. modargumenter for modstandernes synspunkter.
  • Debat (ca. 45 min): Hold en god og saglig tone
    • Moderatoreren indleder debatten med en kort introduktion (1-3 min.)
    • Debattørerne præsenterer efter tur sig selv og holder et kort oplæg/tale på 1-3 minutter med deres hovedsynspunkter (10-15 min. i alt)
    • Dernæst er der fri debat med moderatoren som ordstyrer (15-30 min.).
    • Moderatoren afrunder debatten (2 min.)
  • Opsamling/evaluering i plenum

KlimaFokus temadag(e):

Klimaviden:

  • Introducer KlimaFokus-hjemmesiden og materialet for eleverne og lad dem vælge et emne, som de vil arbejde med individuelt eller i grupper (10 min)
  • Lad eleverne lytte til podcast-afsnittet og se videoexplaineren (20 min)

Klimaopgaver:

  • Lad grupperne gennemgå faktaarket og derefter diskutere emnets problemstillinger og hovedpunkter på baggrund af podcasten, videoexplainer og faktaarket. Bed grupperne vælge en specifik problemstilling/underemne eller arbejde videre med faktaarkets opgaver, gerne med fokus på lokale løsninger og hands-on opgaver (45-90 min)
  • Bed eleverne forberede en præsentation, planche, video eller andet om emnet eller et underemne, der præsenterer udfordringer, løsninger og evt. deres arbejde med faktarkets opgave(r) (45 min)
  • Lad eleverne præsentere deres arbejde i plenum for de andre grupper og afslut med den tilhørende kahoot-quiz (5-10 min pr. præsentation, inkl. kahoot)
  • Spil KlimaDebat-rollespil klassevis eller i grupper (45-90 min – se ovenfor)

Klimahandling: 

  • Lad eleverne gennemgå podcast og faktaarket om klimahandling og diskutere, hvordan det relaterer til et eller flere af de emner, de har arbejdet med. Hvad vil eleverne hver især gøre? Sæt individuelle mål og mål for klassen (45 min).